ekstra ture

Ekstra udflugter

Her kan du se vores ekstrature. Store verden tilbyder en række ekstrature hvor vi får et indblik i den afrikanske natur og kultur.

Det er muligt at deltage i en fotosafari der går det utrolig natursmukke Ka'Ingo, hvor der er mulighed for bl.a. at se Big 5 og opleve det unikke landskab skabt af den mægtige Mokolo River.


Du kan tage med på natsafari, hvor vi oplever bushen forandre sig, og en ny dyreverden vågner op. Aftenen afsluttes med veltilberedt mad under den afrikanske nattehimmel.

Det er også muligt at tage til tribal evening, hvor vi bliver inviteret til at opleve Tswana kulturens historiske rødder.

Oplev fantastiske Pilanesberg Nationalpark. Parken er Sydafrikas 3 største og ligger 3 timers kørsel fra Matswani Lion Lodge. Pilanesberg byder selvfølgelig på The Big 5, samt alle de andre dyr der lever i Sydafrika.


Specialpris for de samlede 4 ekstra udflugter: EUR 349,- pr. pers.

Tribal Evening
Tribal evening

Denne aften bliver vi inviteret til at opleve Tswana kulturens historiske rødder.

Limpopo-provinsens overvejende lokalbefolkning har en utrolig rig og spændende kulturhistorie, og denne aften inviteres I indenfor til et helt særligt indblik i fortidens levemåde og de traditioner som er videreført til nutidens moderne Sydafrika.

Vi får et indblik i, hvordan tswanaerne har levet, men også hvordan mange stadig lever, deres traditioner og skikke. Desuden inviterer vores kokke os til at smage den fantastiske lokale kogekunst og drikkevarer, som fortsat er den primære ernæring for de fleste borgere.

Tswanaerne udtrykker sig ofte igennem sang og dans, og vi har denne aften arrangeret 20-30 børn og unge fra lokalområdet som kommer og underholder os med deres dans og gamle traditioner, som de den dag i dag stadig holder stolt fast i på trods af imperialisternes forsøg på at »omvende« dem. De unge mennesker der kommer og underholder, tilhører en lokal dansetrup, som aktivt arbejder på at sprede kendskabet til den lokale kulturhistorie og dermed bevare traditionerne og sikre at den næste generation ikke glemmer deres baggrund.

Da arbejdsløsheden i Sydafrika i flere områder er på mere end 50% er det meget svært især for unge mennesker at finde job og derfor er det en kærkommen mulighed for at støtte disse børn og give dem en bedre mulighed for at klare sig i deres videre færden. Vi donerer derfor denne aftens indtægt ubeskåret til disse unge.

Denne tur er ikke inkluderet i udflugtsprogrammet og bestilles direkte på Matswani Lion Lodge.

Prisen for denne tur er 65,- Euro.

Ka'Ingo
Leopard

På denne halvdagsudflugt tager vi til et ægte sydafrikansk naturparadis, Ka’Ingo. I dette unikke og bjergtagende landskab, som er naboreservat til Matswani, har vi som en af meget få lodges fået lov til at køre safarier i dette UNESCO beskyttede naturområde.

I dette mere end 16.000 hektar store naturreservat, vil I opleve den skønneste natur med floder, kløfter og magiske bjerglandskaber, som giver det mest fantastiske natursmukke indtryk – en oplevelse man aldrig vil glemme.
Den mægtige Mokolo flod snor sig blandt andet igennem landskabet, og reservatet er hjemsted for mere end 60 forskellige arter af pattedyr (herunder Big-5) og mere end 250 fuglearter.

Den fantastiske biodiversitet tilbyder unikke dyre- og naturoplevelser med afsæt i forskning og lang størstedelen af turistindtægterne bruges til at styrke denne forskning.

Store Verden er stolte over at kunne tilbyde denne eksklusive og unikke adgang til området.

Undervejs på denne tur vil vores guider selvfølgelig lave flere stop, bl.a. langs Mokolo floden, og give rig mulighed for at forevige naturoplevelsen med jeres kameraer.



Turen er en halvdagstur og koster 135 Euro

Pilanesberg Nationalpark
Pilanesberg Nationalpark

Pilanesberg Nationalpark er Sydafrikas tredjestørste og ligger tre timers kørsel fra Matswani Lion Lodge.
Og vel at mærke tre timer, hvor vi kører langs Waterberg bjergene og på det meste af turen har førsteparket til at nyde de maleriske bjergformationer, naturen har dannet gennem årtusinder. Formationer, der strækker sig mere end 600 km gennem Sydafrika.

Nationalparken dækker et areal på ca. 55.000 hektar, og den er bygget op af mange jordlodder, der gennem tiden har vokset sig større og større. Efter ankomsten til parken sidder vi op i de åbne safaribiler, og bliver kørt ud i det kæmpemæssige område, mens vores professionelle guide fortæller om dyrene og faunaen.

Alle safaribiler i Nationalparken er konstant i radiokontakt med hinanden. På den måde får vi straks besked, hvis en af de andre biler for eksempel ser en flok elefanter. Der er hermed endnu større sandsynlighed for, at du på denne tur får nogle af de helt store naturoplevelser.

Pilanesberg Nationalpark er et smukt område; et vulkansk landskab med imponerende bjergformationer og åbne sletter, der blandt andet huser en lang række antilopearter og en af verdens største bestande af hvide næsehorn. Samtidig byder Pilanesberg selvfølgelig på ”The Big Five” – løver, elefanter, bøfler, næsehorn og leoparder – foruden giraffer, flodheste, geparder, over 300 slags fugle og meget meget mere.

Turen til Pilanesberg nationalpark er ikke inkluderet i udflugtsprogrammet, men bestilles på Matswani Lion Lodge.

Prisen for denne tur er 160,- Euro.

Natsafari
Natsafari

Når mørket begynder at falde på, og solen går ned over den afrikanske bush, tager vi af sted fra Matswani Lion Lodge.

 

Det er storslået at opleve, hvordan bushen forandrer sig, og en ny dyre verden vågner op. Natsafari foregår i åben safari bil med en kraftig projektør. Vi skal have alle sanser åbne og i særdeleshed øjne og ører. Lige pludselig opfanger lyskeglen et sæt øjne, som skinner i mørket. Det er en meget intens oplevelse, som man ikke må gå glip af.

Vores guide vil undervejs hviske forskellige informationer til os om de dyr vi støder på i nattens mulm og mørke. På natsafari kan vi være heldige at se dyr, som ikke er fremme om dagen såsom leopard, caracal (los), bush baby, porcupine (hulepindsvin) og antbear (myresluger). Stilheden, som kendetegner natten i Afrika, kan virke lidt uhyggelig, og lige pludselig kan det lyde som om, bushen begynde »at græde«. Sådanne enorme sanseindtryk kendetegner en natsafari.

Undervejs gør vi holdt ved “Flintstone Cave”, hvor lyset af et buldrende bål vil tage i mod os. Her vil kokken have gjort klar med opdækkede borde og middagen vil være lige på trapperne. At sidde midt i mørket med levende lys buldrende omkring os, med en dejlig middag og et glas rødvin, er virkelig en oplevelse i særklasse. Efter denne pause, vil alle batterierne være genopladet, og turen igennem bushen kan fortsætte. Denne specielle oplevelse bør ikke undlades.
Natsafari fuldender den totale safarioplevelse.

Denne tur er ikke inkluderet i udflugtsprogrammet og bestilles på Matswani Lion Lodge.

Prisen for denne tur er 75,- Euro

Facebook