topslide - abc

Rejseinformation

Nedenfor kan du navigere dig igennem og læse en masse praktiske oplysninger om rejsen til Sydafrika. Her burde du kunne få svar på alle de spørgsmål du end må have. Vi står naturligvis altid til disposition ved email eller telefon hvis der skulle være yderligere spørgsmål eller kommentarer.

Info

Betaling

Betaling skal ske som anført på det tilsendte rejsebevis hvor pengene betales til Store Verden A/S, Sallingsundvej 10, 6715 Esbjerg N. Ved enhver indbetaling skal det oplyste billet/rejsebevisnummer påføres.

Depositum udgør 10% dog min. kr. 5.000,- pr. kunde som betales 3 dage efter bestilling. Betaling af restbeløb skal være rejsebureauet i hænde senest 60 dage før afrejse.

På Matswani Lion Lodge kan der betales med næsten alle typer betalingskort: Dankort, Visa/Dankort, Eurocard/ Mastercard, Diners og American Express m.v.

Der kan ikke betales med kontanter på Matswani i hverken lokal eller udenlandsk valuta. Dog kan man lave en forudbetaling til Store Verden A/S inden afrejse.

Ekstra opredning

Alle bungalows har to standardsenge. Der kan reddes op til en eller flere personer afhængig af størrelsen på bungalowen.

Fejl og mangler

I vores brochurer, prislister og turbeskrivelser er der mange tusinde oplysninger om f.eks. rejsemål, udflugter, hoteller og fly. Hvis der, til trods for kontrol, har indsneget sig fejl, vil vi gerne have besked herom på adressen Store Verden A/S, Sallingsundvej 10, 6715 Esbjerg N. Vi tager forbehold for enhver trykfejl samt ændringer, som er tilkommet efter trykningen af brochurer og lign.
Til trods for, at alle gør et stort arbejde for, at alt skal være i orden under ferien, kan der opstå fejl og mangler. Opstår der problemer, er det vigtigt, at der rapporteres omgående til nærmeste Store Verden repræsentant, eksempelvis rejselederen, hotelmanageren etc., med henblik på omgående afhjælpning. Hvis korrekt eller tilstrækkelig afhjælpning ikke har fundet sted lokalt på rejsemålet, kan der indenfor 28 dage efter hjemkomsten rettes skriftlig henvendelse til: Store Verden A/S, Sallingsundvej 10, 6715 Esbjerg N.

Flybilletter

Flybilletter fremsendes ca. 10 dage før afrejse per email. Den rejsende skal selv kontrollere at flybilletterne er udstedt korrekt, særligt at navnet på flybilletten stemmer overens med navnet i den rejsendes pas.

Forsikring

Det gule/blå sygesikringskort dækker ikke rejser udenfor Europa. Det er derfor vigtigt, at der tegnes en forsikring, der dækker sygdom og hjemtransport. Vi henviser til eget forsikringselskab vedr. afbestillings- og rejseforsikring som dækker hele verden. Det påhviler kunden selv at fremskaffe dokumentation for sygdom, skade, tyveri m.m. under ferien. Store Verden A/S har ikke mulighed for efter kundens hjemkomst at fremskaffe politirapport, lægerklæring el. lign.

Forsinkelser

Alle transportselskaber gør deres for at overholde de opgivne rejsetidspunkter. Alligevel kan forsinkelser opstå af årsager, som vi ingen indflydelse har på, og for disse forsinkelser påtager vi os intet ansvar. Det er en god idé at bede dem, der påtænker at hente dig ved hjemkomsten, om at tjekke lufthavnens hjemmeside for eventuelle flyforsinkelser.

Forsinkelser eller beskadiget bagage

Hvis bagagen bliver beskadiget eller kommer på afveje under flytransporten, skal der rettes henvendelse til serviceskranken i ankomstlufthavnen for at få lavet en PIR-rapport. Kontakt evt. flyselskabet eller Store Verdens repræsentant for vejledning.

Gæst i et andet land

Som gæst i et andet land er det vores opgave at tilpasse os de lokale skikke. Eksempelvis er aftalte tidspunkter i Sydafrika altid ca. tider. Det hører til sjældenheder at dagsprogrammet starter på det aftalte tidspunkt, ligesom maden sjældent serveres på slaget.

Indkøb i udlandet

Vi påtager os ikke at forfølge sager, hvor en kunde føler sig dårligt behandlet af forretninger eller handlende uanset evt. oplysninger fra rejselederen. Såfremt du ønsker at købe varer i udlandet til senere hjemsendelse, tilråder vi, at du sikrer dig korrekte oplysninger om reglerne for indførsel i Danmark, herunder behovet for særlige certifikater. Vær opmærksom på, at uanset at nogle varer fra visse lande under særlige omstændigheder kan indføres toldfrit i Danmark, vil der normalt altid skulle betales moms.

Informationsmøder

På ankomstdagen til lodgen vil rejselederen eller Store Verdens repræsentant holde informationsmøde. For at få det optimale ud af ferien anbefaler vi alle rejsende at deltage i informationsmødet.

Mødetider

Den på rejsebeviset angivne mødetid er absolut sidste tidspunkt for rettidigt fremmøde på afrejsedagen. Tidspunktet for hjemrejsen oplyses af Store Verdens repræsentant på rejsemålet. Deltager du ikke fuldt ud i arrangementet, men ønsker du f.eks. selv at køre til lufthavnen ved hjemrejsen, skal du i egen interesse kontakte Store Verdens repræsentant umiddelbart efter din ankomst til rejsemålet for at få oplysninger om, hvorledes du skal forholde dig. Desuden skal du senest dagen før hjemrejsen kontakte vores repræsentant for at få oplyst, hvornår du senest skal være i lufthavnen.

Pas, visum og indførselsregler

Husk gyldigt pas. Et pas, som udløber under rejsen, er ugyldigt. For rejser til Sydafrika kræves det, at passet er gyldigt i mindst seks måneder efter hjemrejsedatoen samt at der er minimum 2 sammenhængende rene viseringssider. Bestil nyt pas i god tid, beregn mindst en måned. Kontakt derfor paskontoret eller Sydafrikas ambassade, tlf.: 39 18 01 85, for yderligere oplysninger. For danske statsborgere forlanges der ikke visum ved indrejse i Sydafrika.
For udenlandske statsborgere og personer med tjenestepas gælder andre regler.

Den rejsende er selv ansvarlig for eventuelt visum. Undersøg altid i god tid om visum er påkrævet hos det enkelte lands ambassade og i givet fald om det skal udstedes inden afrejse eller ved ankomst. Eventuelle udgifter til visering påhviler den rejsende og er Store Verden A/S uvedkommende.

Vi gør opmærksom på at der er strenge indførselsregler for frø, planter og plantedele til Danmark. Læs reglerne her og undgå i værste fald en bøde.

Rejseplan og force majeure

Ændringer i turprogrammet kan forekomme. Små justeringer og mindre ændringer, der ikke væsentligt reducerer rejsens værdi giver ikke kunden ret til kompensation. Ændringer og justeringer, der skyldes force majure og force majure lignende forhold (F.eks. vejrforhold) giver ikke kunden ret til kompensation.

Safari grundregler

• Undgå at blive stemplet som kværulant. I en gruppe tager tingene lidt længere tid. Der er måske en i  gruppen som ikke kan gå så hurtigt. Det hjælper ikke at hidse sig op.

• Vær stille på safari. Snak og larm skræmmer dyrene væk. Safari er en stor oplevelse for de fleste mennesker, de andre deltagere ønsker måske at nyde naturen og se dyrene.

• Vis hensyn. Gør eventuelt plads for andre deltagere, hvis du sidder ved et vindue og der er en anden, der gerne vil fotografere.

• Overhold aftalte tidspunkter. Det kan let blive til irritation altid at skulle vente på andre deltagere igruppen.

• Vær åben og vis respekt for lokale kulturer og skikke. På den måde øger du sandsynligheden for at de lokale åbner sig op og du får derved mere ud af turen.

• Kammeratskab i gruppen er vigtigt og alle får en større oplevelse, hvis der er en positiv og glad stemning på safarirejsen.

Specialmad på flyet og i Sydafrika

Specialanretninger såsom diabetikermad, vegetarmad og diætmad (gluten- eller lactosefri) etc. kan bestilles gennem Store Verden indtil 14 dage før afrejse.

Sæson og klima

FORÅRSPERIODEN (september-november)

Sidst på foråret begynder græsset at gro og træer og blomster springer ud, det er en af de smukkeste tider i Sydafrika. Perioden er tør og varm, især i slutningen, og i denne periode ses der rigtig mange dyr.
Temperaturen ligger på 22-28 grader i dagstimerne og ca. 12-17 grader om natten.

 

SOMMERPERIODEN (december-februar)

Sommermånederne kendetegnes ved at der er varmere og der kommer mere nedbør. Hvis man kan tale om en regntid, så ligger den i december og februar. Det er dog ikke sådan, at det regner i flere dage. Der kommer som regel et par voldsomme, men korte byger sidst på eftermiddagen eller i løbet af natten.

Temperaturen ligger på 25-35 grader i dagstimerne og ca. 15-20 grader om natten, da Matswani ligger i 1.200 meters højde over havet, er der tale om en meget behagelig og tør luft, der ikke føles klam.

 

EFTERÅRSPERIODEN (marts-maj)

Starten af perioden er varm og frodig. Omkring maj/juni måned falder bladene af træerne og græsset visner. I maj kan man sidde ude i nattetimerne med en sweater på. Temperaturen ligger på 22-28 grader i dagstimerne og ca. 5-15 grader om natten.

 

VINTERPERIODEN (juni-august)

Ubetinget den bedste årstid for fotosafari. Perioden er tør og kold. Græsset er næsten visnet helt væk og der er ingen blade på træerne. Det er let at finde dyr, selv de mere sjældne arter har svært ved at skjule sig. Til gengæld er aftenerne kølige, så vi spiser i restauranten, eller opholder os i den hyggelige lounge foran ilden.

Temperaturen ligger på 20-25 grader i dagstimerne og ca. 5-10 grader om natten. Nogenlunde som en dansk sommer.

Her er et link til den lokale vejrudsigt.

Transport på rejsemålet

På de fleste ture indgår en eller anden form for transport. F.eks. mellem lufthavnen og dit hotel eller mellem to hoteller.

Transporten kan ske med bus eller taxa, og Store Verdens repræsentant eller guiden følger ikke altid med i bussen.

Transporten skal ses som en bekvem måde at komme til/fra hotellet på. Det er ikke tænkt som nogen udflugt eller informations-tur..

Vaccinationer

Kontrollér selv, om vaccination anbefales eller er obligatorisk. Henvendelse hos Danske lægers vaccinationsservice telefon 7799 7799.

Store Verden anbefaler:

Difteri-tetanus (Stivkrampe)
Hepatitis A (Smitsom leverbetændelse type A)

Store Verden anbefaler altid, at den rejsende kontakter egen læge inden afrejse, for at få foretaget de nødvendige vaccinationer og for at få råd, vejledning og opdateret vaccinationsinformation.

Hvis opholdet kombineres med en rejse til andre egne af Afrika, anbefales det at søge information om forholdende dér og få foretaget de nødvendige vaccinationer. Desuden henvises til Statens Serum Institut og Danske lægers vaccinationsservice.

Store Verden A/S fralægger sig ethvert ansvar for oplysningerne vedrørende vaccinationer.

Vandet

Vandet på Matswani er kildeklart og kan drikkes direkte fra hanen.

Værdigenstande

Hoteller og restauranter påtager sig ikke ansvaret for værdisager, hvorfor det kraftigt anbefales ikke at medbringe for store beløb i kontanter, kostbare smykker o.lign. værdigenstande. Endvidere tilrådes det omgående efter ankomsten at deponere værdisager i boks eller i receptionen.

Værelses aflevering

Ifølge internationale hotelregler skal værelset forlades senest kl. 10.00 sidste feriedøgn.
Værelset skal være klargjort til nye gæster senest kl. 15.00.
Det endelige tidspunkt for aflevering af værelset i forbindelse med hjemrejsen oplyses på rejsemålet. Sker afrejsen sent på dagen, vil der dog oftest være adgang til et fælles værelse, hvor der kan skiftes tøj m.m. inden afgang.

Facebook